Ferniseringer.dk
Magien med mågestellet anno 2021/22
Vingesus og mosaikker med mågestellet
Jeg har altid haft et had/kærlighedsforhold til måger. På afstand finder jeg dem majestætiske. Elegante måger i glideflugt over vandet eller siddende på en molepæl. Men tæt på bliver de nærgående rovdyr i deres forsøg på at skaffe føde.
Drømmen om havudsigt og frit udsyn til måger blev opfyldt i foråret 2021. Vi blev de heldige ejere af en lille havnehytte, hvor kun en bred mole adskiller os fra mågerne og bådene der vugger i havnen
Det var der mågestellet kom ind i billedet. For selvfølgelig skal man have måger på sit service, når vi er så tæt ved vandkanten.
Skæbnen ville, at jeg købte mågestel hos en skøn kvinde. Da hun hørte jeg var mosaikkunstner, tilbød hun mig en kasse med skåret mågestel. Jeg måtte tage tilløb. For mosaik med porcelæn kræver teknik, disciplin og er hårdt arbejde at klippe med tangen.
De første værker er færdige – og vingesus mosaikker med mågestel i forskellige afskygninger bliver mit årsprojekt i 2022.
Vingesus I – Mosaik med mågestel Vingesus II – Før fugning- Mosaik med mågestel Sara Legind-Hansen afrenser mågestelsmosaik inden fugning Vingesus I – Mosaik med mågestel Vingesus II – Mosaik med mågestellet Mosaik skal afrenses for mørtelrester Detalje fra Vingesus I De færdige værker – Vingesus I og II
På fint fransk hedder teknikken for “picasiette”. Den franske term betyder “stjålet fra tallerken”. Stykker af brudt porcelæn, keramik, glas, knapper, figurer og smykker bliver cementeret på en base – fx en træplade – for at skabe en ny overflade.
For at de skarpe procelænskanter ikke stikker ud, må jeg enten slibe kanterne på det brudte porcelæn – eller justere højdeforskelle ved at skubbe andre stykker porcelæn under det stykke, som skal være synligt.
Mågestellet er et historisk vingesus. Porcelænet er skabt i 1895 af Fanny Garde og indledte Danmarks Art Nouveau æra. Fanny Garde havde en foderkasse uden for vinduet, hvor mågerne kom flyvende og satte sig – så inspiration og modellerne var lige uden for malerværkstedet.
Det skælformede reliefmønster på porcelænet blev allerede skabt i 1880’erne af August Hallin. Mågestellet er, ligesom mågerne, både elsket og hadet. Uanset om man kan lide stellet eller ej, så er det noget af det mest danske, der findes.
Mine mosaikker med mågestel og sten er en kærlighedserklæring til havet.
Udklippede måger i glideflugt. Sartblå og hvide tallerkenkanter klippet så de danner bølger. Nogle gange krydret med sten fundet i vandkanten. Mågen er min ven.
Køb vingesus værker her
Værkerne er udstillet i Byens Hus indtil 30/9-2021
Malerier med fabeldyr
Sara Legind-Hansen fortæller om sine værker med fabeldyr
Tak til Majbrit Jensen for video
Sara Legind-Hansens motivkreds handler om de dyr, der var for kantede og skæve til at få en plads i Noahs Ark. Deres personligheder stritter i alle retninger, og har mange facetter. Derfor var de for uoverkommelige at tage med ombord!
Ligesom med de skæve dyr, der ikke var plads til i Arken, findes der i vores samfund masser af mennesker og personlighedsmæssige forskelligheder, som vi har svært ved at rumme og give plads til.
Vi har også svært ved at rumme vore egne kantede sider – ingen viser alle facetter af sig selv i det første møde med en anden person, og nogle facetter prøver vi at gemme lidt, fordi vi ikke opfatter dem som gode, socialt acceptable elementer i os selv.
De mange fabeldyr i Sara Legind-Hansens værker repræsenterer sider af os selv og hos andre, som vi ikke giver plads til. Dyrene kigger på os fra alle vinkler – nysgerrige, frække, måbende, kede af det, måske glade eller spørgende. Dyrene vil os noget – de vil SES og lukkes ind i vores univers – i os selv.
Derfor har de alle øjne – og nogle har mange øjne, fordi de har mange facetter og personlighedstræk. Når du står foran et værk, bliver du kigget på samtidig med, at du kigger!
Uddrag fra tekst af Connie Boe Boss – Kunstskribent og Kunstblogger