Ferniseringer.dk
Ibrahim Yassin – Billedkunstner og kalligraf
Besøg hos Ibrahim Yassin – Kunstneren der omfavner sol, måne og bjerge
Ibrahim Yassin’s og mine veje krydsede hinanden i forbindelse med mit job på CPH Art Space i 2019. Jeg forelskede mig i værket “Adskillelsens klynk”. Et unikt kunstværk skabt med akvarelfarve og sirlig kurdisk skrift håndskrevet med klorin. Værket blev købt til min private kunstsamling, og lige siden har jeg haft lyst til vide mere, om teknikkerne bag Ibrahims værker.

Ibrahim og hans kone Hilal inviterede mig til kaffe i deres hyggelige lejlighed på Frederiksberg. Det blev til en god snak om livsværdier, skabertrang og en indsigt i Ibrahims kunstneriske univers.
Omkranset af bjerge
Ibrahim Yassin er født i 1967 i en lille nordirakisk by, som hedder Diana. Byen ligger på en højslette omkranset af bjerge 360 grader rundt. Der er kun én vej ind til området. Ibrahim husker, at man kunne følge med i, hvem der kom ind til byen, og at der ingen alternative veje var ud af byen, hvis vejen var blokeret.
Ibrahim fortæller: “Hver morgen når jeg stod op, så hilste jeg på bjergene. Bjergene var så forskellige. Nogle var brede, andre var spidse, eller havde bløde afrundede toppe. Derfor er bjergene et vigtigt element i mine værker. Bjergenes formationer og de smukke omgivelser er fastbrændt, som minder der ubevidst kommer ud på papiret, når jeg skaber mine værker”.
Minderne fra barndommen, ungdommen og flugten fra det bjergrige hjemland præger værkerne. Der er altid en livsnerve fra hjemlandet, som følger med. Værkerne rummer ofte elementer som bjerge, sol og måne. Bjerge og landskaber som ikke nødvendigvis findes i virkeligheden.
Elementerne vækker en sindsstemning, og en følelse af at være der selv på godt og ondt. For Ibrahims værker er ikke altid rosenrøde – men ofte en balance mellem det trygge liv før krigen og en påmindelse om, at vores liv er skrøbeligt og dyrebart. Nogle overlever krig og flugt – andre desværre ikke. Ibrahim’s familie måtte efterlade alt i april 1991. De slap væk, klarede den lange farlige tur via små stier i bjergene og nåede med livet i behold til grænsen med Tyrkiet.


Den omvendte proces – at skrive med klorin
At skabe kunst med klorin er en særlig teknik, som jeg ikke har set andre kunstnere end Ibrahim anvende. Klorinen kan noget. Det er en omvendt proces. I stedet for at tilføre tegningen farve, så fjerner du farven med klorin. Historien med klorin fører tilbage til Ibrahims barndom.
Ibrahim forklarer: “Da jeg var 10-12 år gammel, startede min bror på universitet, hvor han skrev med blækpen. Han kom til at spille blæk på sin hvide skjorte. Vi havde ikke råd til at købe en ny skjorte, så min mor fjernede blækket med klorin. I mit kunstneriske virke tænkte jeg, at klorinen måtte kunne bruges til noget. Derfor begyndte jeg at bruge klorin på flydende akvarelfarve. Det er en fascinerende proces. Jeg har arbejdet som kalligraf og kan godt lide håndskrift.”
Meget klorin på pennespidsen skaber en helt hvid tekst, da klorinen fjerner farven. Hvis du fortsætter med at skrive bliver klorkoncentrationen tyndere – og farvetonerne skrifter fra helt hvid skrift til f.eks. lysere farvetone alt efter hvilken farve eller blæk Ibrahim har anvendt.
Den kurdiske skrift og digtene er også en del af Ibrahims kunsteriske kendetegn. Han har den flotteste og sirligste håndskrift, som han fletter ind i sine værker. Teksterne er digte, sange eller egne tekster. Grafisk fungerer det super godt – og det giver kunstværkerne styrke.
“Månen og solen er tydelige elementer i ens liv. Jeg har et tæt forhold til månen – måske mere end solen. Jeg husker tydeligt, når vi om sommeren sov på taget, fordi det var for varmt til at sove inde. Så lå vi der og så på stjernerne og månen. Månen symbolisere skønhed, poesi, ensomhed. Og månen bliver omtalt i mange digte på kurdisk, hvor flere af dem også er blevet til sange” fortæller Ibrahim.
Et kurdisk digt, som Ibrahim ynder at bruge på sine tegninger, handler om månen:
ئهی مانگ من و تۆ ههردوك هاودهردین
ههردوك گرفتاری یهك ئاهی سهردهین
تۆی ڕهنگ زهرد به ئاسمانهوه
منیش دهربهدهر له شارانهوه
Betydningen er, at digteren sammenligne sig selv med månen, fordi de er begge ensomme. Digteren er ensom i sin by, og månen er ensom i det stor univers.
Teknikken
Ved arbejdsbordet tryller Ibrahim med vandfarve og blæk på glat papir. Der er forskel på, hvordan farverne agerer, forklarer Ibrahim. Ibrahim anvender indisk sort blæk. Det bliver hurtigere optaget af det glatte papir end vandfarverne. Han skaber effekter med forskellige teknikker og redskaber.
En anden af teknikkerne er salt. Fint salt, groft salt og blokke af industriopvaskersalt, som giver et helt specielt mønster. Mønstrene fra saltet bliver forskellige afhængig af, om Ibrahim tilføjer lidt vand fra en forstøver eller undlader dette.
På bordet ligger et fint grønt værk, hvor det grove salt har fået tilføjet lidt orange tekstilfarve fra forstøveren. Resultat er firkantede former. Det ligner en by set fra oven med huse, som lyser op i natten.
Redskaberne
Ibrahim elsker at eksperimentere med redskaber. Ofte skaber han sine egne af hverdagsting, som skaber mønstre, der ikke kan skabes i hånden. På små hylder ved arbejdsbordet står de mange forskelligartede redskaber ordnet i glaskrukker:
- Et tandbørstehoved limet på tværs på træpind.
- Kostehår monteret i et stykke rør fra et tøjstativ.
- Børste skabt af lange stykker snor.
- En gammel fårekam fundet på et loppemarked, der kan bruges til at skabe sirlige runde cirkler.
- Grydesvampe og makeupbørster.
Jeg beder Ibrahim udvælge tre af hans yndlingsredskaber, og der tegner sig en tidslinje:
Fra 2013-2018 anvendte han mest den traditionelle blækpen/dyppepen, og indisk sorte blæk.
I 2018 fandt Ibrahim under en oprydning en kasse med tørre og hårde pensler. Han dyppede dem i blækket og opdagede, at de gav en helt speciel effekt.
Fra 2020 er make-up børster yndlingsværktøjet, da de skaber den fineste douchede overflade.
Det bliver spændende at følge Ibrahim Yassin’s videre kunstneriske udvikling.
Skulle du få lyst til at eje et af Ibrahim’s Yassin’s værker, kan du se mere på Ibrahims website
Får du lyst til at blive klogere på en anden kunstner og vedkommendes arbejdsmetoder, så læs endnu et indlæg om “Kaffe hos en kunstnerkollega” her
Magien med mågestellet anno 2021/22
Vingesus og mosaikker med mågestellet
Jeg har altid haft et had/kærlighedsforhold til måger. På afstand finder jeg dem majestætiske. Elegante måger i glideflugt over vandet eller siddende på en molepæl. Men tæt på bliver de nærgående rovdyr i deres forsøg på at skaffe føde.
Drømmen om havudsigt og frit udsyn til måger blev opfyldt i foråret 2021. Vi blev de heldige ejere af en lille havnehytte, hvor kun en bred mole adskiller os fra mågerne og bådene der vugger i havnen
Det var der mågestellet kom ind i billedet. For selvfølgelig skal man have måger på sit service, når vi er så tæt ved vandkanten.
Skæbnen ville, at jeg købte mågestel hos en skøn kvinde. Da hun hørte jeg var mosaikkunstner, tilbød hun mig en kasse med skåret mågestel. Jeg måtte tage tilløb. For mosaik med porcelæn kræver teknik, disciplin og er hårdt arbejde at klippe med tangen.
De første værker er færdige – og vingesus mosaikker med mågestel i forskellige afskygninger bliver mit årsprojekt i 2022.
Vingesus I – Mosaik med mågestel Vingesus II – Før fugning- Mosaik med mågestel Sara Legind-Hansen afrenser mågestelsmosaik inden fugning Vingesus I – Mosaik med mågestel Vingesus II – Mosaik med mågestellet Mosaik skal afrenses for mørtelrester Detalje fra Vingesus I De færdige værker – Vingesus I og II
På fint fransk hedder teknikken for “picasiette”. Den franske term betyder “stjålet fra tallerken”. Stykker af brudt porcelæn, keramik, glas, knapper, figurer og smykker bliver cementeret på en base – fx en træplade – for at skabe en ny overflade.
For at de skarpe procelænskanter ikke stikker ud, må jeg enten slibe kanterne på det brudte porcelæn – eller justere højdeforskelle ved at skubbe andre stykker porcelæn under det stykke, som skal være synligt.
Mågestellet er et historisk vingesus. Porcelænet er skabt i 1895 af Fanny Garde og indledte Danmarks Art Nouveau æra. Fanny Garde havde en foderkasse uden for vinduet, hvor mågerne kom flyvende og satte sig – så inspiration og modellerne var lige uden for malerværkstedet.
Det skælformede reliefmønster på porcelænet blev allerede skabt i 1880’erne af August Hallin. Mågestellet er, ligesom mågerne, både elsket og hadet. Uanset om man kan lide stellet eller ej, så er det noget af det mest danske, der findes.
Mine mosaikker med mågestel og sten er en kærlighedserklæring til havet.
Udklippede måger i glideflugt. Sartblå og hvide tallerkenkanter klippet så de danner bølger. Nogle gange krydret med sten fundet i vandkanten. Mågen er min ven.
Køb vingesus værker her
Værkerne er udstillet i Byens Hus indtil 30/9-2021
- 1
- 2
- 3
- 4
- Næste side »