Udstillingen “Fantastiske kvinder” – guidet tur med Kunstklubben
8. Oktober 2020 var Kunstforeningen Kunstklubben, som jeg er formand for på Louisiana for at få et indblik i den store udstilling “Fantastiske Kvinder”.
Omviser Anne-Mette Birkvad Deleuran gav os en fremragende rundvisning i udstillingen. Hun præsenterede os for bl.a. Meret Oppenheim, Leonor Fini, Louise Bourgeois, Frida Kahlo og Rita Kernn-Larsen.
Udstillingen er mega flot udstilling – overvældende og omfattende. Både pga de mange værker og de røde vægge – men også fordi den sætter mange følelser i gang. Det er det kunsten kan – berøre os – både med glæde og ubehag.
På den positive front synes jeg, at der var mange helt fantastiske værker, som både var teknisk/håndværksmæssigt stærkt udført. Nogle af værkerne kunne have været skabt i dag – Leonor Finis værker fx.
Men…. jeg får også følelse af magtesløshed. Måske fordi de surrealistiske kunstnerinder i deres påklædning udviser en form for omvendt ekstrem maskulinitet. Værkerne udstråler kvindeoprør – men også et udtryk af mismod over tilværelsen som kvinde. Måske var det deres måde at overgå de mandlige kunstneres potens?
Måske er myten om, at der bag en hver mand, står en stærk kvinde virkelighed?
Måske har mændene inviteret kvinderne ind som deres muser for at lure kvindernes ideer af?
Måske var det slet ikke de mandlige kunstnere der “opfandt” surrealismen – men kvinderne?
Der er ingen tvivl om, at jeg slet ikke havde fået så meget ud af udstillingen, hvis ikke vi havde haft omviser på.



Fantastiske kvinder er den første, store samlede præsentation af kvindelige surrealister og den minder os om, at kvinder har spillet en vigtigere og mere talstærk rolle i surrealismen end i nogen anden kunstnerisk avantgardebevægelse. Mens de mandlige surrealister; Dalí, Miró og Max Ernst er kendt af mange, så er de kvindelige surrealister gået i glemmebogen. Selvom mange af kvindelige kunstnere var en del af surrealismens inderkreds omkring bevægelsens frontfigur – den franske digter André Breton – og udstillede side om side med deres mandlige kollegaer på tidens banebrydende surrealisme-udstillinger.